Gengangere
Klassisk Ibsen-drama fra Det Kongelige Teater. Fru Alvings liv har været rent facadespil. Hun var gift med en mand, som hun foragtede, og som hun gjorde alt for at holde væk fra deres søn. Ægtemanden er for længst død - og nu planlægger fru Alving et harmonisk liv med sin voksne søn, som er på vej hjem efter to år i Paris. I stedet bliver hun nødt til at se selvbedraget i øjnene. Fru Alving må indse, at drømmen ikke kan realiseres, da hun bliver indhentet af den fortid, hun så desperat har forsøgt at fortrænge.